Den 22. februar 2010

Forlig om nye overenskomster på industriens område

Efter mere end 12 timers uafbrudte forhandlinger indgik CO-industri og DI natten til mandag aftale om nye overenskomster på industriens område.

Aftalen gælder ca. 240.000 medarbejdere og dækker frem til 1. marts 2012.

De fleste medlemmer af Tele Øst er omfattet af industri-forliget, dog gælder der f.eks. i TDC en række Særaftaler og lokalaftaler som erstatter eller supplerer Industriens Funktionæroverenskomst.

Indholdet af de nye overenskomster vil blive færdiggjort og underskrevet, inden forhandlerne præsenterer det samlede forlig på et pressemøde i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard mandag den 22. februar kl. 9.00.

Forud for pressemødet vil parterne orientere forligsmand Asbjørn Jensen om aftalens indhold og har derfor ingen kommentarer før pressemødet.

I fredags meddelte forligsmanden at overenskomstforhandlingerne mandag den 22. februar ville overgå til forligsinstitutionens regi.

At forligsmanden først skal orienteres, inden at parterne vil udtale sig, skyldes formentlig, at forliget er indgået efter midnat og at forhandlingerne og forliget derfor formelt er overgået til Forligsinstitutionens regi.