Den 18. februar 2010

LO´s forbund og karteller afsender 2. strejkevarsel

Stort set alle beskæftigede medlemmer af Tele Øst omfattes af strejke, hvis en storkonflikt bryder ud

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har den 18. februar 2010 modtaget lønmodtagernes andet strejkevarsel.

Varslet er sendt af de enkelte forbund og karteller, der har indgået de pågældende overenskomster med arbejdsgiverne. Der varsles strejke for godt 500 overenskomster. Det oplyser LO.

Cirka 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked kan derfor blive omfattet af konflikt fra mandag den 1. marts 2010 ved den enkelte medarbejders normale arbejdstids begyndelse.

Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde konflikten i op til 2 gange 2 uger.

Men hvis overenskomstfornyelsen pr. 1. marts 2010 fører til konflikt, vil det betyde, at stort set alle medlemmer af Dansk Metal Tele Øst, som er omfattet af en overenskomst som skal fornys 1. marts 2010, vil blive omfattet af arbejdsstandsningen.

For medllemmer af Tele Øst drejer det sig om samtlige medlemmer ansat f.eks. i TDC, De Gule Sider, Ericsson Danmark, Telepunkt, Atea og Relacom.

Arbejdsstandsningen omfatter dog ikke medlemmer af Dansk Metal, der er beskæftiget indenfor følgende nærmere præciserede områder:

  • De ved reparation af brandbiler, ambulancer og lign. udrykningskøretøjer beskæftigede medlemmer
     
  • TDC A/S - for så vidt angår medarbejdere ansat ved Hoftelegrafen, jf. Særaftale 8.
     
  • De for tiden i udlandet ved montage o. lign. beskæftigede medlemmer
  • Medlemmer beskæftiget på off-shore platforme på dansk kontinentalsokkel, indtil de efter udløb af igangværende turnus er on-shore
     
  • Produktion og serviceydelser, som det er nødvendigt at opretholde af hensyn til dyrevelfærd
     
  • Beredskabsleverancer til det danske forsvar
     
  • DONG Off-shore platforme på dansk kontinentalsokkel

Elever og lærlinge med en uddannelseskontrakt må ikke deltage i konflikten.

Det skal påpeges, at hverken tillidsrepræsentanter eller Tele Øst kan give dispensation for konflikten. Det er arbejdsgiveren, der skal ansøge om dispensation for konflikten. Ansøgning herom skal af arbejdsgiveren sendes til arbejdsgiverorganisationen. Herefter forhandles spørgsmålet af Dansk Metal med arbejdsgiverorganisationen.

Arbejdsledige kan også  blive omfattet af en konflikt. Det fremgår nemlig af A-kasselovgivningen, at hvis mere end 65% af arbejdsløshedskassens beskæftigede medlemmer omfattes af en konflikt, må der ikke udbetales arbejdsløshedsdagpenge fra A-kassen. Dette vil i givet fald blive beregnet på konfliktens 3. dag. I en sådan situation vil forbundet i stedet udbetale konfliktunderstøttelse, hvis man er medlem af forbundet og ikke kun A-kassen.

Medlemmer omfattet af en korrekt varslet og iværksat konflikt vil modtage konfliktunderstøttelse fra forbundet svarende til dagpengesatsen. Det forudsætter, at man har været medlem og betalt kontingent til forbundet mindst en måned før konfliktens start.

Eftersom det må forventes at forligsmanden benytter sin mulighed for at udskyde konflikten i op til 2 gange 2 uger, kan uorganiserede skynde sig og blive indmeldt og dermed modtage konfliktunderstøttelse.