Den 15. januar 2020


Info til medlemmer med forsikring hos TJM Forsikring, Tryg og Alka

Fra 20. januar til 7. februar har medlemmer der har tegnet forsikring hos TJM Forsikring, Tryg og Alka stemmeret til repræsentanskabet i Tryghedsgruppen i region Hovedstaden. Dansk Metal Tele Øst anbefaler medlemmerne at stemme på Henrik Horup

Dansk Metal Tele Øst er medlem af Interesseforeningen og det er forsikringstagerne i TJM Forsikring, Tryg og Alka, der kan stemme til valget.

Der er 21 pladser i repræsentantskabet i region Hovedstaden og 70 kandidater til valget, så der bliver kamp om pladserne.

Interesseforeningen har et tæt samarbejde med Tryg om driften af vores forsikringsselskab TJM Forsikring. Tryghedsgruppen ejer 60 % af Tryg.

Bestyrelsen i Interesseforeningen er enige om, at det er vigtigt for TJM Forsikring og vores kunder (medlemmer), qua vores samarbejde med Tryg, at Interesseforeningen er stærkt repræsenteret i Tryghedsgruppen, for at give os størst mulig indflydelse på deres beslutninger såvel økonomisk som politisk.

Derudover giver det os mulighed for at yde en samfundsmæssig forskel via TrygFonden.

Interesseforeningen opstiller én kandidat til valget; Henrik Horup med det mål at bevare vores indflydelse i Tryghedsgruppen. Henrik Horup er til daglig forbundsformand i Dansk Jernbaneforbund, som Dansk Metal Tele Øst har haft et mangeårigt godt samarbejde med.

Dansk Metal Tele Øst opfordrer derfor medlemmer til at stemme på Henrik Horup.

Alle stemmeberettede får besked om valget via deres e-boks den 20. januar 2020.