TJM Forsikring




Den 2. oktober 2019

Dansk Metal: - Gode tiltag i finanslovforslag

Dansk Metal ser positivt på en række af tiltagene i regeringens finanslovudspil

Dansk Metal har med glæde læst den nye regerings første finanslovforslag, der indeholder en række konkrete elementer til gavn for Dansk Metals medlemmer:

- Det er et stærkt finanslovudspil, som sætter ind nogle af de helt rigtige steder til gavn for vores medlemmer. For eksempel næste skridt i den grønne omstilling, genopretning af SKAT, fokus på forskning, arbejdsmiljø og på erhvervsuddannelserne. Selvfølgelig er der altid områder, hvor vi mener, man bude være en tand mere ambitiøs, for eksempel på forskningsområdet, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

Et vigtigt element for Dansk Metal er de uddannelsesmæssige forslag. - Det er ualmindeligt godt at omprioriteringsbidraget på uddannelserne stoppes. Samtidig, så er det rigtig godt nyt, at man har gjort kvalitetspuljen til erhvervsuddannelserne permanent. Erhvervsuddannelser har i mange år været underprioriteret, men det er altså i høj grad nye faglærte, vi skal leve af i fremtiden, siger Thomas Søby.

Også genopretningen af SKAT vækker genklang hos Dansk Metal. - Tilliden og opbakningen til hele vores samfundsmodel er baseret på, at jeg betaler min skat velvidende, at naboen også betaler sin. Det kræver kontrol, og derfor er det helt afgørende, at der sættes ind ift. en genopretning af skattevæsenet, fortsætter Thomas Søby.

Dansk Metal ser desuden positivt på styrkelsen af Arbejdstilsynet:

- Der er i rigtig mange år blevet skåret på Arbejdstilsynet, og vi kan kun bifalde, at der kommer ekstra ressourcer nu. Vi bliver nødt til at have et slagkraftigt Arbejdstilsyn for at sikre, at helt almindelige lønmodtagere kan gå på arbejde uden at skulle bekymre sig om deres arbejdsmiljø- og vilkår, siger cheføkonom Thomas Søby.