Den 18. januar 2010

Udtalelse fra tillidsrepræsentanterne i TDC Installation

Åbent brev til TDC A/S

Dansk Metal Tele Øst´s tillidsrepræsentanter i TDC Installlation har torsdag den 14.1.2010 været samlet til tillidsrepræsentantsmøde i København:

Tillidsrepræsentanterne ønsker med dette brev, at gøre ledelsen i TDC opmærksomme på, at vi ikke er enige med TDC i den personalepolitik der bliver ført.

Det vi tænker på er først og fremmest den måde, som TDC forvalter personalepolitikken på. Det er nærmet blevet en grundregel for TDC, at der mindst 2 gange årligt skal køres fyringsrunder i TDC.

Samtidig har vi en hverdag, hvor TDC presser de enkelte medarbejdere helt i bund ved at binde dem op på diverse produktionsværktøjer, som så igen producerer en række ofte ganske uforståelige statistikker, som de lokale ledere bliver sendt ud med, for at banke deres medarbejdere på plads, med det resultat, at medarbejderne konstant føler sig som jaget vildt.

Den ledelsesform hvor der er plads til empati og forskellighed er desværre fuldstændigt udvandet i TDC. Det hele har nu udviklet sig til et kapløb, om at skaffe flere og flere kroner i pengekassen til de kapitalfonde der ejer TDC, og de bruger desværre ikke pengene til at udvikle virksomheden og dens medarbejdere.
  • Vi vil derfor på det kraftigste opfordre TDC til at tænke i empati over for virksomheden og dens medarbejdere, og i mindre grad tænke på at få penge i overflod.
  • Vi vil derfor nok en gang opfordre TDC at genoverveje, om de udmeldte fyringen ikke bør annulleres. Det kan jo ikke være så svært at annullere. TDC kender det jo fra deres annullering af nye IT-systemer, anlægsinvesteringer, efter- og videreuddannelse af medarbejderne osv.
  • Vi opfordrer TDC og kapitalfondene til at investerer nogle af alle de mange milliarder, der bliver hevet ud af TDC, på i stedet at udvikle virksomheden, og den største værdier (medarbejderne) til fælles gavn for virksomheden, medarbejderne, kapitalfondene og samfundet.

Til sidst vil vi opfordre TDC til at bruge alt deres politiske indflydelse på at få taget multimedieskatten af bordet, og indtil det er gjort opfordrer vi TDC til at holde de enkelte medarbejdere skadesløse, ved at udbetale et tillæg, der svarer til det som den enkelte skal betale i multimedieskat.

På vegne af tillidsrepræsentanterne i
Dansk Metal Tele Øst´s installation