Den 26. november 2009

En generalforsamling der vil blive husket…..

Meget kan man sige om generalforsamlinger, men kedelig, det var Tele Øst´s i hvert fald ikke.  Afdelingens 2. ordinære generalforsamling, der blev afholdt torsdag den 27. oktober på Hotel Scandic i København, vil nok blive husket af mange. Den var krydret med stor energi, mange debatter, skriftlig afstemning og for få siddepladser…

Af Birgitte Kristiansen

Det var en oplevelsesrig generalforsamling. Der var mange indlæg fra talerstolen og mange debatter. Selv om bestyrelsen havde gjort et stort forarbejde, viste denne generalforsamling med tydelighed, at man ikke kan planlægge alt.

Sygdom, tekniske nedbrud og sikkerhedsmæssige hensyn var faktorer, som Tele Øst måtte give op overfor.

Per Påskesen og Annette Brejnholt var dirigenter og styrede generalforsamlingen med en fast og retfærdig hånd aftenen igennem. Annette havde sagt ja til at stille op som dirigent, kun en halv time før selve generalforsamlingen, idet Janie Pihl, som bestyrelsen ville indstille, havde fået forfald og ikke kunne møde.

Nedbrud på afdelingens hjemmeside gjorde, at bestyrelsen ikke vidste, hvor mange der reelt ville komme. 145 medlemmer havde tilmeldt sig, da det stod klart, at tilmeldingssystemet ikke virkede. Nu var gode råd dyre, hvor mange skulle der dækkes op til, med hensyn til spisningen og hvor mange stole skulle sættes frem?

Her måtte et tilbageblik på de andre år være udgangspunktet. Heldigvis kom der mange flere. Det var dejligt at se så mange medlemmer, 310 i alt, men det betød også, at der ikke var siddepladser til alle, og af brand- og sikkerhedsmæssige hensyn kunne Hotel Scandic ikke sætte flere stole ind.
En del medlemmer måtte derfor stå op, og andre valgte simpelthen at sætte sig på gulvet.

Bestyrelsen havde inviteret gæster fra regionen og de andre Teleafdelinger.  Fra regionen deltog Sonny Hansen og de øvrige Teleafdelinger var repræsenteret af deres formænd. Således deltog Steen Jacobsen fra Tele Fyn, Eigil Foged fra Tele Sønderjylland, Karl Høst fra Tele 11 og Henning Thyrring fra Tele 8.

Af afdelingens æresmedlemmer deltog H.C. Hansen og Gerda Gravesen.

Der var stor debat på en lang række punkter. Den længste og største debat var uden tvivl under dagsordenens punkt 4 ”Indkomne forslag”.
Et ”beslutningsforslag om fusionsdrøftelser med andre Metalafdelinger” gav kø til talerstolen og uenigheden var til at få øje på. 
Der var taler og indlæg både for og imod og debatten endte med en skriftlig afstemning, hvor 270 stemte. 134 stemte Ja og 117 stemte Nej - 16 sedler var blanke. Således med et spinkelt flertal blev forslaget vedtaget.
Forslag om vedtægtsændringer og nedlæggelse af fondene blev ligeledes vedtaget.

Seniorklubbens formand Jørgen Bredøl havde fremsendt et forslag, som han dog trak på generalforsamlingen.

Dagsordenens punkt 6 kontingenter blev vedtaget. 

Bestyrelsen var ikke på valg i år, men én faglig sekretær og tre bestyrelsesmedlemmer var udtrådt i løbet af året. Det drejer sig om:
Faglig sekretær Annette Brejnholt
Bestyrelsesmedlem Kiss Vognsvend
Bestyrelsesmedlem Frank Østergaard
Bestyrelsesmedlem Pia Christensen

Pia Christensen blev valgt som suppleant for fanebærer efter Joan Rasmussen, som blev fanebærer efter Frank Østergaard, der ikke ønskede genvalg.

Teleforeningen af 2003 havde generalforsamling umiddelbart efter Tele Øst, og den forløb uden de store debatter.

Der var dog en del ændringer i bestyrelsen, idet Jan Ohlsson, Finn Bertelsen og Birgitte Kristiansen ikke ønskede genvalg. De tre nye bestyrelsesmedlemmer i Teleforeningen af 2003 er Svend-Erik Nielsen, Brian Svendsen og Hanne Trebbien.

Efter de to generalforsamlinger var der spisning og hygge i de tilstødende lokaler.

Hotel Scandic, som jo heller ikke var klar over, hvor mange der deltog i spisningen klarede middagen med bravur.  Således endte generalforsamlingen 2009.