Den 23. september 2009

Fortsat uenighed om provisionsløn i TDC Erhverv

Fællesmøde endte i uenighed. TDC ville ikke i dag trække brevene til vores medlemmer tilbage. LO og Dansk Metal vil indbringe sagen for Arbejdsretten

Onsdag var der såkaldt fællesmøde med repræsentanter fra DA, DI, TDC på den ene side og på den anden side LO og Dansk Metal.

Årsagen til fællesmødet er striden mellem Dansk Metal teleafdelingerne og TDC om de ændrede provisionslønsordninger som TDC Erhverv i slutningen af august pludselig dikterede overfor ca. 250 sælgere.

Ledelsen krævede samtidig at sælgerne senest den 28. september 2009 afgav ét af følgende tre svarmuligheder: 

  • at den enkelte medarbejder kan acceptere ændringen her og nu;
  • at den enkelte medarbejder kan acceptere ændringen med vedkommendes individuelle opsigelsesvarsel;
  • at den enkelte medarbejder ikke kan acceptere ændringen og dermed betragter sig opsagt fra arbejdsgiverens side med det individuelle opsigelsesvarsel.

På dagens fællesmøde krævede LO og Dansk Metal, at TDC trak de breve tilbage som koncernen har sendt til hver enkelt medarbejder. Dansk Metal mener nemlig, at TDC begår overenskomstbrud på flere punkter, herunder en lokalaftale om provision.

Lokalaftalen indebærer efter Dansk Metals opfattelse, at TDC ikke ensidigt kan diktere ændringer i løn og provisiosordninger, fordi det i lokalaftalen er anført at provisionsordninger skal aftales mellem TDC og den enkelte medarbejdere.

Arbejdsgiverne mente på dagens fællesmøde, at TDC ikke havde begået overenskomstbrud. Og arbejdsgiverne erklærede på mødet, at TDC ikke ville trække brevene tilbage.

Dansk Metal mener, at DI gør sig skyldig i organisationsansvar
LO og Dansk Metal tog på fællesmødet forbehold for at indbringe sagen for Arbejdsretten.

Og eftersom arbejdsgiverne på fællesmødet ikke ville erkende overenskomstbruddet tog LO og Dansk Metal endvidere forbehold for under en sag for Arbejdsretten at gøre organisationsansvar gældende overfor TDC´s arbejdsgiverorganisation DI.

Det fremgår af Lov om Arbejdsretten, at en sag kun kan indbringes for Arbejdsretten, hvis der forinden har været afholdt et såkaldt fællesmøde med hovedorganisationernes medvirken. Nu vil LO gå i gang med at udarbejde klageskrift til Arbejdsretten.

Anbefaling til berørte medlemmer
Da sagen ikke kan finde sin endelige afklaring inden den tidsfrist som TDC har meddelt medarbejderne, anbefaler Tele Øst, at de berørte medarbejdere skriver en særlig tekst på det svar-brev som TDC kræver retur senest den 28. september.