Den 3. oktober 2008

Tele Øst på anklagebænken

Arbejdsretten tager mandag stilling til om Dansk Metal Tele Øst skal idømmes bod for organisationsansvar

Den 6. oktober 2008 er der domsforhandling i Arbejdsretten om en lang række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i efteråret 2007.
 
Arbejdsnedlæggelserne kom i kølvandet på en stribe af upopulære beslutninger truffet af TDC-ledelsen i TDC Installation og TDC Net. Under Arbejdsretssagen har DA, DI og TDC som sædvanlig nedlagt påstand om, at de strejkende medlemmer skal betale skærpet bod.
 
Tele Øst: Grundløse påstande
Herudover har arbejdsgiverne nedlagt påstand om, at Dansk Metal Tele Øst skal idømmes organisationsansvar, fordi arbejdsgiverne mener, at Dansk Metal Tele Øst opildnede til overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og i øvrigt ikke gjorde tilstrækkeligt for at få arbejdet normaliseret.
 
Dansk Metal Tele Øst har under sagen nedlagt påstand om frifindelse i spørgsmålet om organisationsansvar, da beskyldningerne er helt grundløse.
 
Domsforhandlingen starter kl. 14:30. Umiddelbart efter domsforhandlingerne forventes det at dommerne trækker sig tilbage for at votere. Der kan herefter gå et par uger før dommen offentliggøres.